Vandforsyningsplan
MENU

Du er her: Home / Vandforsyningsplan / 2. Plan / Drikkevandssikkerhed

2.4. Drikkevandssikkerhed

Målsætning

  • Vandforsyningen skal vedvarende arbejde for at levere den bedst mulige vandkvalitet, der som minimum opfylder lovens krav om drikkevandskvalitet.

  • Forsyningen skal baseres på uforurenet grundvand, der kun skal gennemgå simpel vandbehandling. Dette gælder også enkeltindvindere.

  • Anlæg og ledningsnet skal indrettes, dimensioneres og drives, så der ikke opstår vandkvalitetsproblemer.

  • Vandværker, der indvinder fra boringer beliggende bynært, skal løbende overveje muligheden for nye kildepladser.

  • Alle borgere skal have adgang til uforurenet drikkevand.

Retningslinier

  • Vandværkerne skal udarbejde procedurer for at sikre og højne vandkvaliteten og for at sikre forbrugerne mod utilfredsstillende hygiejnisk kvalitet.

  • Vandværkerne skal have beredskabsplaner, hvorunder følsomme forbrugere og forureningsrisici er kortlagt.

  • Norddjurs Kommune skal til stadighed føre dialog med vandværkerne med henblik på at fremme drikkevandssikkerheden.

  • Norddjurs Kommune skal bistå vandværkerne med henblik på at kortlægge og beskrive årsager til drikkevandsforureninger.

  • Norddjurs Kommune fastsætter analyseprogrammer for de almene vandværker, som revideres årligt.

  • Norddjurs Kommune fastsætter analyseprogrammer for øvrige vandforsyninger.

Vandværkernes forsyningsstruktur, tekniske tilstand og forsyningsevne skal være af en beskaffenhed, der honorerer de krav, man kan stille til en moderne virksomhed, der håndterer produkter, der kan betragtes som levnedsmidler. Derved sikres det også, at vandkvaliteten som minimum lever op til lovens krav.

 

Der sker overvågning af drikkevandskvalitet og tilsyn med vandværkerne i overensstemmelse med gældende lovgivning og vejledninger, og både overvågning og tilsyn bliver løbende revideret afhængig af vandværkernes tilstand. Men det er og bliver kun stikprøvekontrol, så for at sikre en vedvarende vandkvalitet, er det væsentligt, at vandværkerne forpligtes til at udarbejde og følge driftsprocedurer. Dette vil også være med til at opretholde den decentrale forsyningsstruktur.

 

Skulle der på trods af dette ske overskridelser af vandkvalitetskravene, har Norddjurs Kommune i henhold til loven en forpligtelse til at afdække årsagen til problemerne og sikre sig, at de bliver løst. Dette sker i dialog og samarbejde med vandværkerne.

 

Der er generelt en god drikkevandskvalitet i kommunen. Dog er der konstateret pesticider i et antal boringer og enkelte boringer har problemer med andre kemiske parametre som fluorid og nitrat, jævnfør tabel 2.4.1.

 

Vandværk Vandkvalitet i boringer Årstal - værdi
Bønnerup Strands Vandværk 61.12: Fluorid 2005 - 2,7 mg/l    
Fjellerup Strands Ny Vandværk   60.18A: Bentazon 2009 - 0,014 µg/l

GAV - Dolmer Vandværk

 

 

 

71.135: BAM

71.136: BAM

71.261: BAM

71.268: BAM

2012 - 0,024 µg/l

2012 - 0,023 µg/l

2012 - 0,03 µg/l

2012 - 0,02 µg/l

GAV - Havdal Vandværk

 

71.295: BAM

71.296: Hexazinon

2011 - 0,03 µg/l

2011 - 0,014 µg/l

GAV - Vejlby Vandværk 71.394: BAM 2012 - 0,034 µg/l
Ginnerup Vandværk 71.428: BAM 2004 - 0,040 µg/l

Gjerrild Vandværk

 

60.1: BAM

60.51: BAM og Bentazon  

2005 - 0,045 µg/l

2011 - BAM 0,015 µg/l, Bentazon 0,046 µg/l  

Glatved Vandværk 81.62: BAM 2009 - 0,032 µg/l
Glesborg Vandværk 71.762: Arsen 2010 - 5 µg/l
Kastbjerg Vandværk II 71.190: Nitrat 2011 - 55  mg/l
Rimsø-Emmelev Vandværk 71.373: BAM 2007 - 0,043 µg/l
Søby Vandværk 71.420: Fluorid 2010 - 1,5 mg/l
Ørbæk Vandværk 71.531: Fluorid 2011 - 3,0 mg/l

Tabel 2.4.1. Vandkvalitetsproblemer i udvalgte boringer.

 

Dette skal forsøges løst ved med tiden at finde nye, mere hensigtsmæssigt placerede kildepladser, fortrinsvis i områder for særlige drikkevandsinteresser.

 

Kommunen har en forpligtelse til at føre tilsyn på almene vandforsyninger. Der er ikke i lovgivningen fastsat nogen frekvens for tilsyn, men det tilstræbes, at der som gennemsnit bliver ført tilsyn på de almene vandværker hvert andet år afhængig af den generelle tilstand på vandværkerne. Tilsyn på øvrige anlæg vil være efter behov.

 

Enkeltanlæg

Norddjurs Kommune har besluttet, at der skal føres regelmæssig kontrol med enkeltindvindere hvert 5. år med en såkaldt "forenklet kontrol". Afslører kontrollen, at der er kvalitetsproblemer, er det besluttet, at overskridelserne skal håndteres i henhold til de gældende retningslinier. Ved vedvarende overskridelser kan det forventes, at der vil blive stillet krav om tilslutning til almen vandforsyning. Norddjurs Kommune vil som udgangspunkt ikke tillade videregående vandbehandling som f.eks. nitratfiltre.