Vandforsyningsplan
MENU

Du er her: Home / Vandforsyningsplan / 3. Status og forudsætninger / Grundvandsressourcen / Grundvandets naturlige beskyttelse

3.6.2. Grundvandets naturlige beskyttelse

Den naturlige grundvandsbeskyttelse i den østlige del af Norddjurs Kommune kan generelt betegnes som ringe. Dæklag i form af moræneler er enten meget tynde eller helt fraværende, og dybereliggende leraflejringer (moræneler og smeltevandsler) har kun en begrænset horisontal udbredelse.

 

Nedenstående profilsnit, som forløber fra Fannerup til Fornæs, viser et eksempel på en typisk geologisk opbygning på det østlige djursland:

Kalkmagasinet er vist med grønt farve, og er højtliggende. Den brune farve illustrerer den samlede tykkelse af de lerlag fra kvartæret, der er fundet i boringer. Lerlagenes samlede tykkelse er meget begrænset. Hvid farve illustrerer de øverstliggende kvartære sand- og grusaflejringer, mens den blå linie viser placeringen af grundvandsspejlet. Fraværet af lerlag i store områder betyder, at grundvandsmagasinet er frit, og har kontakt til terrænoverfladen.

 

 

Geologisk tværsnit fra Fannerup til Fornæs.

 

I den vestlige del af kommunen har lerlag, mest i form af indlejrede lag af smeltevandsler, ofte en større udbredelse og mægtighed, ligesom kalkens overflade ligger dybere end i den østlige del af kommunen.

 

Nedenstående profilsnit, som forløber fra Randers Fjord ved Holbæk til Gjesing, viser et eksempel på en typisk opbygning af geologien i den vestlige del af kommunen.

 

Kalkmagasinet, som er vist med grøn farve, ligger noget dybere.

 

Den samlede tykkelse af de lerlag, der er fundet i boringer i den vestlige del af kommunen, er væsentligt tykkere end i den østlige del af kommunen. De øvre kvartære sand- og gruslag er af varierende tykkelse.

 

Grundvandsspejlet er vist med blå linie, og det ses, at der er spændte forhold i det nedre grundvandsmagasin, idet de udbredte lerlag bevirker, at grundvandet ikke har kontakt til terrænoverflade.

 

 

 Geologisk tværsnit fra Holbæk til Gjesing.